Terminen var sat til den 24/8-2001. Det skulle
være vores 3. barn, men allerede i 8. uge blev vores håb og lykkelige
forventninger lidt ødelagt. På grund af rhesus negativ- blodtypen hos moren,
skulle der tages jævnlige blodprøver, og allerede i 8. uge var der tegn på
antistoffer imod barnet. Tallene var ikke farligt høje, men der skulle
holdes øje med dem, så der skulle tages blodprøver hver 2. uge. I uge 20
var tallene steget nok til at lægerne ville scanne, og tage fostervands
prøver. Det var ikke sjovt, men det beroligede os, indtil 3 uger før termin,
der ville lægerne have fødslen sat igang, da tallene var ved at være for
høje. Hvis vi ventede kunne vi risikere at barnet skulle have skiftet blod
efter fødslen, Da antistofferne nedbryder barnets blod.
Torsdag D. 2/8 blev vi ringet op fra Skejby sygehus. Næste dag klokken 11
skulle vi komme og føde. Fødslen skulle foregå i Skejby, fordi de var rustet
til sådan nogle specielle tilfælde.
D. 3/8 blev fostervandet taget klokken 11. Ca. klokken 14 kom der veer,
og Mathias blev født klokken 16.50. Det gik godt indtil lige før han kom ud.
Da kunne jordemoderen pludselig ikke høre ham, han skulle bare ud i en fart.
Da han kom ud gav de ham ilt for at få ham i gang med at trække vejret selv,
og det gik også godt. Men det varede ikke længe før han begyndte at
"knirke", det var nogle grimme lyde som kom fra halsen, så vi kom hurtigt på
neonatal-afdelingen. Knirkelydene kom fordi han naturligt forsøgte at udvide
sin lungekapacitet, som åbenbart ikke var god nok, så han tog luft ned i
lungerne, og holdt igen da luften skulle ud igen, for at blæse lungerne op.
Han klarede det ikke ret godt, og lægerne havde en svær opgave med at
ilte ham nok, for at holde ham i live. Det var med håndkræft, for
respiratoren kunne ikke klare opgaven. Kl. 2 om natten blev vi anbefalet at
få ham nøddøbt, da de ikke ville garantere for at han ville overleve, han
blev døbt en halv time senere.
Ca. klokken 5 kom lægen og fortalte at der måske ville være en chance for
at han kunne overleve, hvis han kom i ecmo-behandling. Det er en hjerte
lunge maskine, som tager blod ud, ilter det og pumper det ind igen. På den
måde kunne hans hjerte og lunger blive sat på lavt blus, og forhåbentligt
komme sig. På dette tidspunkt var der ingen som vidste hvad han fejlede, men
man var gået igang med at behandle ham med antibiotika, da man havde en
mistanke om at det kunne være en bakterie som havde sat sig på lungerne
under fødslen, og måske skulle han bare have tid til at det begyndte at
virke.
Der er kun en ecmo-maskine i Danmark, og den er på Rigshospitalet, så vi
skulle til København. Selve turen ville være meget risikabel, men uden ville
han ikke kunne overleve. Ca. klokken 9 landede vi i fælledparken. Det var en
af de mest rørende oplevelser i vores liv, hele det apparat, som var sat i
gang, for at redde vores lille søn. Der var politi, brandbiler og ambulancer
for at spærre af, så vi kunne lande. Vi kunne kun sidde og tude imens han
blev transporteret over i ambulancen, og imens var der masser af folk, som
syntes at det var spændende at kigge på. Folk som var ude at gå tur med
deres hunde eller børn, de fik vist en oplevelse ud af det.
Med det samme han kom ind på neonatal afdelingen blev hans hjerne målt,
for at se om den havde taget skade, for så ville man ikke starte en
ecmo-bahandling, hvis han alligevel ikke kunne have et liv bagefter. Men alt
så heldigvis godt og fornuftigt ud, så lægerne bestemte sig for at påbegynde
behandlingen hurtigst muligt. Vi fik at vide at han skulle have nogle
kanyler opereret ind i halsen. Det lød jo meget harmløst, men det var et
meget ubehageligt syn, da vi endelig efter et godt stykke tid fik lov til at
komme ind til ham igen. Alle de maskiner, alt det medicin, og så de to meget
røde slanger som gik ind i halsen på ham. Man turde slet ikke tro på at det
kunne gå godt, det var meget svært at bevare troen på at vi ville få ham med
hjem i live, men nu kunne vi bare vente.....
Jeg vil ikke skrive om alt det andet behandling: respirator, c-pap og
alle de slags medicin han fik, for så skulle jeg skrive i en hel uge. Vi fik
at vide at der kunne gå ca. 10-14 dage, før man måske kunne se om der var
bedring, hvis han overhovedet kunne komme sig, for intet var sikkert, da det
kunne være at hans lunger simpelthen ikke virkede eller ikke var store nok.
Det var nogle lange dage, og man vænnede sig efterhånden til alle bip lydene
fra medicin doserings maskinerne og ecmo maskinen Efter fire dage bestemte
lægerne sig for at prøve om han var ved at komme sig. Det skulle foregå ved
at skrue ecmo'en ned på halvt blus, og så se om han selv kunne hjælpe til
med at trække vejret. Det ville være et vigtigt tegn på om han var i bedring
eller om hans tilstand var uændret. Det var næsten en knald eller fald dag,
da vi gik til den test, og vi var meget nervøse. De skruede langsomt ned for
ecmoen, og holdt nøje øje med om han iltede sit blod godt nok selv. Det gik
godt, han klarede det rigtigt godt. I ca. et par timer fik han lov til selv
at hjælpe med til at ilte sit blod, så prøvede de at tage ecmo'en helt fra.
Men det duede ikke, da dykkede tallene hurtigt, så han kom på ecmo'en igen,
men den aften gik vi i seng, og turde for første gang rigtigt tro på at han
ville blive rask. Tre dage senere, da Mathias var 8 dage gammel, ville man
igen prøve at tage ecmo'en fra. Det startede lige så godt som første gang.
Maskinen blev sat på halv styrke, og kørte sådan i et stykke tid. Mathias
klarede det godt, og efter 2-3 timers ventetid satte de ecmo'en på stand-by.
Det er en funktion, så maskinen kan sættes hurtigt til igen, hvis det ikke
går som man håber. Nu trak han for første gang vejret selv, uden anden
hjælp, end lidt ilt. Efter fem timer blev ecmo'en koblet helt fra, og vi
vidste endelig at han ville blive rask. Der blev aldrig fundet en bakterie
hos ham, som man kunne sætte i forbindelse med denne sygdom, men ved en
podning, blev der fundet en streptokok bakterie hos moren, som lægerne tror
er synderen, men de er ikke helt sikre.
Fire dage efter ecmo behandlingen var afsluttet, blev vi overført til
Randers sygehus. For man ville gerne lige se at amningen kom ordentligt
igang, og at han vågnede ordentligt op efter de store mængder medicin han
havde fået. Efter en uge i Randers blev han udskrevet. Det har været en
utrolig grim oplevelse at komme igennem for os alle, men vi har været
heldige at få masser af støtte og besøg af vores familie, venner og
kolleger. Uden den kæmpe indsats som læger og sygeplejersker, på Skejby
sygehus , udførte den nat fra den 3-4/8 2001, og indsatsen fra helikopter og
ambulance folk d 4/8, var Mathias aldrig nået til Rigshospitalet. Sammen med
dem og de to fra rigshospitalet som var med i helikopteren, reddede en
fantastisk dygtig neonatal afdeling på Rigshospitalet vores søns liv.
Det er underligt, for her efter 8 måneder, hvor det er kommet lidt på
afstand, kan man godt blive overrasket over, at man pludselig sidder og får
tårer i øjnene. Men det er af glæde over at vi har ham, for vi har vist
været heldige. Vi var på Skejby sygehus da han blev født, pga.
antistofferne, og dem har vi slet ikke mærket noget til. Uden dem skulle han
have været født på Randers sygehus, og så skulle han have været flyttet en
gang ekstra, til Skejby, og senere derfra til Rigshospitalet. Hvordan var
det mon gået??? Tak til alle som hjalp os i den svære tid. Familie,
venner, kolleger, læger, sygeplejersker m.fl.
|
|
Tryk på billederne for at se dem store |